Message
rune,
17 September 2011
Thailand
, Bangkok
33°
Kære kære.
Først og fremmest tusinde millioner gange tillykke til os alle sammen! Ny regering! Og 12 mandater til Enhedslisten - det er ufatteligt. Mig og Liv var nede på den danske ambassade for et par uger siden og sætte vores kryds. Jeg har aldrig brevstemt før, men det var ret simpelt; bortset fra at jeg ikke var sikker på, hvilken adresse, det var, der gjaldt for mig.
Alt er godt i Bangkok for tiden. Teknisk set er det vel regntid nu, og den mest våde af årets tolv måneder, men jeg har ikke mærket så meget til det. Liv fortalte for et par dage siden, at det havde regnet uafbrudt i 3 dage nede ved hende på Koh Chang, men jeg tror jeg var i Laos på det tidspunkt og der regnede det overhovedet ikke.
Jeg tog til Luang Prabang i Laos sidste fredag og var der henover weekenden. Det var både en kort fornøjelsestur og et visa-run. Hver 3. måned skal man krydse en grænse, når man har det visum, som jeg har, og da én jeg kender skulle til Laos og ikke ville rejse alene og tilbød at betale min flybillet sprang jeg til og sagde ja tak! Det var helt fantastisk sødt af ham - men til gengæld fik han selskab på sin rejse.
Vi fløj derop tidligt fredag morgen og allerede samme dag, mødtes vi med en, som jeg havde talt med på internettet, før vi tog afsted. Jeg havde med det samme gået ind og prøvet at finde nogen, der boede i Luang Prabang, på en hjemmeside for bøsser og biseksuelle og alle dem ind imellem, som er meget populær her i Sydøstasian og det viste sig at være en skidegod ide. Ham, jeg havde snakket med, tog hen til vores hotel og stod pludselig der og ventede på os, da vi tog ud for at få noget at spise. Og fra første dag havde vi en guide

Den første aften gik vi rundt på aftenmarkedet og vores guide, som hed Tod, viste mig et sted, hvor de havde vegansk buffet. Heldigvis er der relativt mange buddhistiske munke, som i Asien spiser vegansk mad, så det var ret let for mig at finde lækker og varieret mad hele turen.
Efter vi havde spist mødtes vi med en af Tods venner og tog hen til der, hvor han boede. Der drak vi og spiste grønne - og vildt lækre - bananer; og da vi alle sammen var klar tog vi ud på byens lokale natklub.
Det var vildt hyggeligt og superfedt at få et så autentisk indblik i hvordan unge mennesker - i hvert fald nogle slags unge mennesker - bor og lever i en mellemstor by i Laos.
Morgenen efter hang jeg ud ved et tempel, der var nabo til Tods ven. Min ven fra Bangkok, Andrew, var blevet træt aftenen før og var taget hjem, og jeg crashede i stedet for hos Sith (Tods ven); døren stod åben og enhver kunne bare komme ind og hænge ud og sove, hvis de ville. Tre i sengen og en på gulvet.
Dagen efter kørte Tod og Sith os på deres små motorcykler ud til en svømmepøl, der var ejet af et hotel. Vi var der helt alene og kunne svømme og snakke og spise friske granatæbler i solen.
Efter poolen tog vi ud til et lille vandfald. Der var det mest fantastiske landskab. Bjerge i baggrunden, frodige og grønne, glimtrende i forskellige nuancer. Hvor regnskoven endte, begyndte de græsdækkede enge. Det var utroligt fredfyldt og smukt. Og det var en smule køligere end i Thailand. Mens de andre satte sig og drak nogle øl, tullede jeg ned til floden og sad på en gyngende gren og så op på himlen, ned på vandet og over på den anden side af den lille flod, hvor der blev groet grøntsager. En mand med mørkebrun hud var ved at bade lidt længere nede ad floden. For ham betød det sikkert ikke en skid, men for mig var det bare billedet på fred og ro og naturtilstanden - selvom han sikkert er trasket hjem og har tændt for fjernsynet og hentet en øl i køleren.
Jeg fandt også en stjernefrugt hængende på et træ, klar til at blive plukket ned. Så syrlig-sød og frisk. Og der hang pomeloer ud over vandet; store, grønne, runde.
Den aften slappede vi af - vi spiste på en restaurant og gik hjem og sov relativt tidligt.
Den sidste dag vi havde tog vi ud til et vandfald en 20 minutters kørsel fra byen. Det var utroligt smukt. Vi sejlede ned ad den brune, mudrede flod og kom ned til et stykke af skoven, der bare var oversvømmet af vand og helt dækket til. Træerne var en del af vandfaldet.
Der brugte vi 3-4 timer på at vandre omkring - hilse på kælne elefanter og bade i iskoldt vandfaldsvand.
Vi tog en sti op ad skråningen og endte ude på nogle små markveje. Der var så stille og fyldt med ro. Nogle bønder gik og arbejdede ude i markerne og man kunne fra tid til anden høre et barn skrige i fryd, mens det legede.
Den aften var vi begge to ret trætte og vi tog tilbage og spiste - 2 gange for mit vedkommende - og gik i seng.
Morgenen efter var det hjem til Bangkok. Vi landede lidt efter middag og jeg tog Airport Linket og metroen hjem.
Apropos hjem: jeg er flyttet. Her d. 1. september flyttede jeg ind i en lejlighed, hvor en af mine venner boede før. Her er rigtig dejligt! Her er stille!

Værelset er større end det gamle; jeg har et lille køkken ude på en balkon og der er en lillebitte gym og en swimming pool. Det er fantastisk at kunne stå op, slå hul på en kokosnød - iskold fra køleskabet - drikke drikke drikke og så smutte ned og svømme, når man er ordentlig vågen.
Ellers er alt, som det plejer. Jeg læser mine ting, tager på biblioteket, når jeg ikke gider læse derhjemme, bliver hjemme, når jeg ikke gider at tage hele vejen ned på biblioteket, og hænger ud med mennesker, nye og gamle.
Der er fantastiske film for tiden - og nede i den lille cinemateket-agtige biograf har jeg siddet i mørket og nydt nogle fantastiske film. En koreansk film slog mig helt ud - den var virkelig fantastisk. Der skete ikke en skid og det regnede igennem hele filmen, og jeg blev suget fuldstændig ind.
Udover det er det, som det plejer. Dagligdag; op og ned; nogle fantastiske inspirationskilder - jeg var til en fest for en måneds tid siden, på toppen af et af hotellerne, og de hundreder af mennesker, dansende på byens hustage, blinkene og musikken pulserende ud i natten, gav mig et kæmpe stød inspiration - ro og hektiske tider, irriterende mennesker, lortemennesker - som heldigvis kan lære én nogle ting om én selv - og fantastiske individer. Alt sammen blandet sammen.
Jeg håber, I alle sammen har det godt. Jeg kan skrive snart igen - og fylde det lidt mere ud med min dagligdag frem for en ferietur.
Jeg smutter ud og laver noget mad, og lidt senere skal jeg mødes med nogle venner til en fest ikke så langt fra, hvor jeg bor (og jeg tror, jeg er den eneste, der ikke har gidet at klæde mig ud :S).
For resten er der vegansk madfestival på vej! 10 dage med buddhistisk vegansk mad overalt i byen! Det er allerede så småt begyndt - supper og nudler og kunstig-kød. Det kan være det er det, der fylder mest i næste besked
Hav det vidunderligt. Jeg har modtaget alle breve og er i gang med at svare. Det, jeg ender med at sende, bliver nok lidt opbrudt. Jeg har skrevet et halvt brev til dig, Ghita, for en måneds tid siden, og nu bliver det fortsat
Det bliver måske lidt forvirrende, men jeg håber, det går.Mine tanker er hos Jer. Hvis I har lyst til det og brug for det kan vi altid skype - mit internet er så stabilt nu, at man sagtens kan gå på webcam og snakke over den indbyggede mikrofon uden at der er nogen som helst problemer.
Jeg vedhæfter en masse billeder fra min tur til Laos. Og så snart Liv kommer til Bangkok med sit kamera oploader jeg også nogen fra min nye lejlighed.
Kærligste tanker, hilsner og (røde) lykønskninger,
Rune.
Pictures from message


React to this message

Rune verrassen met Hollandse lekkernijen?
Dat kan via Heimweewinkel.nl van de Telegraaf. De online winkel met Nederlandse producten voor uw geliefden en bekenden in het buitenland. Van drop tot pepernoten en van HEMA producten tot Delfts blauwe souvenirs. Alles wat je wilt versturen naar het buitenland op één plek.
Bestel nu een Hollands geschenkpakket voor Rune
Reactions to this message
Menu
Profile
Current location:
Thailand,
Bangkok

Pictures
Keep in touch!
Yes, I would like to receive an email whenever a new message is posted!
My emailaddress:
Album
This diary was visited 3295 times and is part of WhereAreYou.net

